Print

Yale University

Af Erik Stassen, DAF Virksomhedslegat 2014-15

Jeg blev optaget på en masters degree i Applied Physics på Yale University i studieåret 2014-2015. For at få en master’s degree var det krævet, at man tog 4 fag på graduate niveau per semester.
I mine fag var stort set alle PhD. studerende, der var dog enkelte “modige” undergrads i nogle af klasserne. Undergrads’ne var dog ofte lige så gode som grads’ne, i en af mine klasser var der en undergrad, der havde gået på elitære privatskoler hele livet hvor forældrene havde betalt 200000 kr. om året i undervisningsafgift og han havde allerede været igennem de første par år af universitetspensum, en anden havde vundet guldmedalje til den internationale matematikolympiade og havde fået et fuldt scholarship til Yale, og en tredje havde en fysikblog og havde over 1000 posts på et fysikforum, som han havde været medlem af siden han blev teenager. Flere af de graduate studerende havde taget deres undergrad på nogle af de mest prestigefyldte universiteter, såsom Harvard, Princeton og Chicago University. Sådan var det over hele linjen, og de brugte allesammen stort set al deres tid på fysik, så der skulle arbejdes hårdt fra min side for at være med.

Efterårssemesteret var meget hårdt, men jeg klarede det, fordi det ene af mine fag var et forskningsfag, hvor jeg endte med at kunne lave det meste af det i juleferien hjemme i Danmark, så jeg reelt set kun havde 3 fag i efteråret i løbet af semesteret. I efterårssemesteret tog jeg desuden en del fag indenfor optik, som jeg skrev bachelorprojekt indenfor og efterfølgende har specialiseret mig i.

Eksamensformen varierede fra fag til fag. Den samlede karakter var et gennemsnit af midterm, afleveringer og final. I et af mine fag fik vi til finalexam udleveret en forskningsartikel hver, som vi så skulle præsentere nogle dage senere. Jeg brugte meget tid på artiklen og regnede forfatternes udregninger efter og endte med at finde fejl i en af deres udregninger, som jeg gik op og fortalte professoren om. Professoren endte med at give mig ret, og foreslog at jeg skrev en mail til forfatterne, som var en Cornell-professors gruppe.

I nogle af mine andre kurser var eksamensformen, at man skulle vælge et emne, skrive en rapport herom og lave en præsentation. I et af kurserne valgte jeg “optical cloaking”, som længe har været et emne, der har fascineret mig. Indenfor det forskes der i alt lige fra at skjule objekter fra radiobølger til en ægte Harry Potter-agtig usynlighedskappe. Det mest interessante er brugen af såkaldte metamaterialer, som er materialer med egenskaber der ikke findes naturligt. For at kunne forstå usynlighedskappen kræves der en del viden om differentialgeometri, som sjovt nok er matematikken bag Einstein’s relativitetsteori. Så forskere er også begyndt at prøve på at efterligne astrofysiske fænomener, såsom sorte huller, i laboratoriet med lysfibre.
Det bliver altså i fremtiden meget relevant indenfor optik og jeg tog derfor i forårssemesteret et fag i relativitetsteori og astrofysik. Det var også utroligt spændende at lære om astrofysik, sorte huller, ormehuller, tidsrejser osv. på en grundig matematisk måde.
I forårssemesteret var arbejdsbyrden næsten umenneskeligt høj, jeg havde 4-5 (lange!) afleveringer per uge, 3 timers laboratorie per uge og ikke mindst 10 timers forelæsninger per uge. Og det var alt sammen i fag, som lå lidt udenfor min kernekompetence indenfor optik. Der var en del uger i forårssemesteret hvor jeg tilbragte alle mine vågne timer med fysik, for bare at kunne følge med.
I forårssemesteret havde jeg desuden et laboratoriekursus, hvor vi var i et såkaldt “cleanroom” 3 timer om ugen og lavede forsøg. Et cleanroom er et meget rent rum, som ved hjælp af ventilation og overtryk er næsten helt fri for støv og luftpartikler, og der kan man lave mikro- og nanoteknologiske komponenter. Vi lavede en ohmisk kontakt, en diode og en transistor, allesammen meget vigtige komponenter i den moderne computer. I nutidens computere er man helt oppe på milliarder af transistorer på én processorchip.
Professoren fortalte mig en dag, at dette var det dyreste af alle ingeniørkurserne på Yale. Han fortalte også, at han, havde besøgte andre ingeniørtunge universiteter i USA (som havde en del flere ingeniører end Yale), hvor de simpelthen ikke havde råd til at gennemføre et lignende kursus. På DTU er der heller ikke et lignende kursus, der kan man kun få adgang til cleanroom gennem særlige projekter. Så dér var en klar gevinst ved at være på et meget rigt universitet. Professoren var også noget af en ”big shot”, han var en af de ledende figurer bag en ny måde at gøre komponenterne i en computer endnu mindre.

Jeg havde altså ikke meget tid til andet end at arbejde på mine fag. Det var jo ekstra vigtigt for mig at klare mig rigtigt godt i fagene, fordi jeg ville ende med at få både diplom, degree og hat på fra Yale, jeg var ikke “bare” en udvekslingsstuderende. Min Yale degree kan måske hjælpe mig til at få et rigtigt spændende job i fremtiden. Jeg kan godt ærgre mig lidt over, at jeg ikke nåede at opleve flere af de interessante personer der besøgte Yale mens jeg var der, både nobelprisvindere og toppolitikere, dog fik jeg tid efter fagene var afsluttede til at høre Vicepræsident Joe Biden’s tale til Class of 2015 (undergrads) ved deres dimission, hvilket var meget inspirerende. Jeg fik også tid til at besøge New York et par gange i løbet af mit ophold.

På baggrund af den forskning jeg havde lavet på Yale tilbød professoren mig at lave en PhD. i hans gruppe. Jeg var selvfølgelig enormt glad for at få tilbuddet, og i starten, da jeg lige var ankommet til Yale, tænkte jeg også at jeg gerne vil lave en PhD. dér, men jeg ændrede mening omkring dette i løbet af mit ophold. Jeg savnede Danmark og min familie meget, og kunne ikke forestille mig at tilbringe de næste 5-6 år (som en PhD. i USA tager) væk fra dem. Jeg kunne ikke forestille mig at gå glip af at se min lille 3-årige nevø vokse op. Desuden føltes det lidt som en osteklokke i New Haven, vi blev anbefalet aldrig at gå alene rundt og ikke efter mørkets frembrud. Vi fik emails hver gang en medstuderende blev berøvet eller overfaldet, og det skete altså nok et par gange om måneden. En dag havde jeg forladt mit kontor og kom hjem og fandt en email om at en studerende var blevet overfaldet lige udenfor mit kontor, kort efter jeg havde forladt det. Jeg oplevede også en aften at høre skud lige udenfor mit kollegie. Og det til trods for at Yale havde sit eget sikkerhedskorps, der patruljerede dag og nat.

Man havde virkelig de store kontraster tæt inde på livet i New Haven og det gjorde også at man følte, at der virkelig var noget på spil. USA er et land, hvor der ikke er noget sikkerhedsnet hvis man fejler, og dette afspejlede sig i de studerende synes jeg, de virkede mere målrettede og seriøse, men også som om de var tynget af dette ansvar. Selvfølgelig var der mange, der kom fra priviligerede familier, men der var lige så mange hvis familier havde gældsat sig de næste mange år for at kunne betale for, at deres barn fik en degree fra Yale, og dermed at alle arbejdsgivere ville kæmpe for at få dem.
For mig blev mit år på Yale og i New Haven også en øjenåbner, hvor jeg opdagede hvor mange hårdtarbejdende og dygtige mennesker der er ude i verden.
Det har også fået mig til at tænke over Danmarks plads i verden, og om vi i fremtiden kan fastholde vores 37-timers arbejdsuge og høje velfærd, og samtidig være konkurrencedygtige i en globaliseret verden. Det er uden tvivl en privilegeret opvækst jeg og min generation af unge mennesker har haft, danske studerende virker mere ubekymrede og glade. Jeg synes egentlig godt om, at man i Danmark har mulighed for at gøre en ekstra indsats hvis man vil, men at man også sagtens kan klare sig med et ”ganske almindeligt job” hvis man vil. Når jeg fortalte en amerikaner at man i Danmark kan arbejde 37 timer om ugen med at lave burgere i McDonalds og stadigvæk have et ok liv rystede de på hovedet. Altså, de synes det var helt fantastisk, at man kunne det, men i USA ville man skulle have 2-3 af den slags jobs for overhovedet at kunne overleve.

Jeg har ikke et øjeblik fortrudt mit valg om at sige nej tak til en PhD. og komme tilbage til Danmark for at skrive mit speciale og lave en PhD her. Professoren, hvis gruppe jeg er tilknyttet på DTU, er rigtigt dygtig og jeg tror jeg vil have lige så gode, hvis ikke bedre, fremtidsudsigter hos ham. I gruppen er der f.eks. to der er lige ved at være færdige som PhD. studerende og er på vej mod en post doc på henholdsvis MIT og Stanford. Jeg håber på at kunne gøre dem kunsten efter, og starter på min PhD. til januar, når jeg har afleveret mit speciale.

– Erik Stassen