Visum

Når du skal til USA, er det altid vigtigt at have et visum, der passer til formålet, og du skal være opmærksom på, at det kan tage tid at få dit visum. Der kan især opstå ventetid i sommerferieperioden, hvor Den amerikanske Ambassade behandler mange visumansøgninger både fra turister, og for alle de internationale studerende der skal USA og studere eller i praktik med opstart efter sommerferien.

Skal du studere eller i praktik i USA, skal du have et visum til netop disse formål, og du kan ikke lovligt rejse ind i landet med turiststatus.

Du kan ikke begynde at ansøge om visum, før du har fået de dokumenter, du skal bruge hertil. Dem får du af din amerikanske visumsponsor:

–          Studerende: Visumsponsor er dit amerikanske universitet

–          Praktik: Du skal finde en amerikansk visumsponsor, der kan udstede disse dokumenter – se mere her.

Et visum gældende for den periode, du vil være i USA, kan kun opnås ved at du får tilsendt et officielt visumdokument fra en amerikansk institution med ret til at udstede et visumdokument, fx et universitet/college eller anden amerikansk institution. Den amerikanske Ambassade er kun en godkendende institution, og kan kun udstede et visum på baggrund af et sådant visumdokument fra en tredjepart. Man kan aldrig opnå visum ved kun selv at udfylde en “visumansøgning” fra ambassaden. En “visumansøgning” fra Den amerikanske Ambassade er kun et medfølgende dokument til det egentlige visumdokument – en I-20 til ansøgere af F1-visum, eller en DS-2019 til ansøgere af J1-visum.

J1-visum

Et J1-visum er et ”exchange visitor visum”, og gives bl.a. til studerende og til interns/trainees (praktikanter). For at kunne ansøge om et J1-visum på Den amerikanske Ambassade, skal du have visumdokumentet DS-2019. Det får du gennem en visumsponsor. Hvis du skal studere på et universitet i USA, er universitetet din visumsponsor og udsteder din DS-2019, og hvis du skal i praktik, skal du selv finde en visumsponsor, der kan udstede en DS-2019 til dig. Du kan læse mere om praktik og visumsponsor her.

På et J1-visum kan du rejse ind i USA indenfor 30 dage før begyndelsen af studieforløbet, som den er anført på din DS-2019 blanket, uanset hvornår dit visum blev udstedt, og du kan blive i USA, når din uddannelse slutter i op til 30 dage.

OBS: Hvis du modtager offentlige midler (fx SU) mens du er i USA på et J1-visum, vil du blive underlagt the Two Year Home-Country-Physical-Requirement, efter hjemkomst til Danmark. Det betyder, at du skal bevise bopæl i Danmark i to år, inden du kan søge arbejdsvisa H og L, arbejdstilladelse i forbindelse med K-visum samt immigrantvisum til USA. Du vil stadig kunne rejse på ferie, studere på endnu et J- eller F-visum eller deltage i konferencer i USA. Du vil også kunne søge et andet arbejdsvisum end de nævnte. Læs mere om denne regel her.

F1-visum

Et F1-visum gives til internationale studerende der skal studere i USA. For at kunne ansøge om et F1-visum på Den amerikanske Ambassade, skal du have visumdokumentet I-20. Det får du gennem en visumsponsor, og som studerende, er det din amerikanske uddannelsesinstitution der er din visumsponsor og som udsteder din I-20.

På et F1-visum kan du rejse ind i USA indenfor 30 dage før begyndelsen af studieforløbet, som den er anført på din I-20 blanket, uanset hvornår dit visum blev udstedt, og du kan blive i USA, når din uddannelse slutter i op til 60 dage.

SEVIS

Fra 1. september 2004 indførtes et gebyr for alle, som rejser til USA på et F, M eller J ”non-immigrant” visum. Gebyret opkræves af Department of Homeland Security, og skal indbetales før du skal til interview på Den amerikanske Ambassade. Gebyret skal dække udgifterne i forbindelse med Student and Exchange Visitor Information System (SEVIS), som er den database alle personer på et F, M eller J visum skal indskrives i, når de rejser ind i USA. SEVIS-gebyret er på $200 for F og M visum og $180 for J-visum. Læs mere her.

Sådan gør du:

Gå ind på www.FMJfee.com og find blanketten I-901. Udfyld blanketten elektronisk og angiv oplysningerne på dit kreditkort, og dit navn som det figurer på DS-2019. Print en kopi af din kvittering, og medbring kvitteringen til interviewet på Den amerikanske Ambassade.

Interview på Den amerikanske Ambassade
Der kan i perioder være lang ventetid på at få tid til visuminterview på Den amerikanske Ambassade, så husk at bestille tid i god tid.

For at kunne komme til visuminterview på den amerikanske ambassade, skal du booke en tid online.

Det er kun muligt at bestille tid til interview for de ansøgere, der har betalt visumansøgningsgebyret online. Du betaler dette gebyr gennem ambassadens hjemmeside, og kan derefter vælge en tid til dit interview.

Til interviewet skal du medbringe:

1. Et gyldigt visum-dokument fra amerikansk institution (eksempelvis I-20 eller DS-2019), samt

2. Udfyldt visumansøgning. Non-Immigrant Visa Application formularer. For at være sikker på, at du medbringer de korrekte formularer, bør du se på denne checkliste på den amerikanske ambassades hjemmeside.

3. Kvittering for indbetaling af SEVIS-gebyr (se ovenfor).

4. Pas

5. Et pasfoto – se vejledning her

6. Passet vil blive sendt til dig til afhentning på et valgfrit afhentningssted (700 forskellige steder i Danmark). Du vil modtage dit pas retur fra ambassaden i løbet af ca. 5 arbejdsdage efter interviewet.

 

Adressen til konsulatet på Den amerikanske Ambassade er:

Den amerikanske Ambassade
Visumafdelingen
Dag Hammarskjölds Allé 24
DK-2100 København Ø
Tel: 89887555

OBS: Det endelige visum gives ved ”Port of Entry”, for de fleste i lufthavnen, af Immigration-myndighederne i USA.

The Visa Waiver Program

Som dansk statsborger, kan du som udgangspunkt, rejse ind i USA i op til 90 dage uden at skulle have visum, hvis du skal på ferie eller forretningsrejse – ALT andet skal du have visum til. Når du ikke skal bruge visum for at rejse til USA, rejser du på the Visa Waiver Program (VWP). For at kunne rejse uden visum, skal du før afrejse have udfyldt en Electronic System Travel Authorization (ESTA), som bestemmer om du kvalificerer dig til at rejse på VWP. Du skal udfylde din ESTA senest 72 timer før afrejse, men du kan udfylde den så snart du kender datoerne for din rejse, så det er en god ide at gøre dette i god tid inden afrejse.

Hvis du ikke bliver godkendt til ESTA, skal du søge om visum på Den amerikanske Ambassade.

Hvis du ikke er dansk statsborger, kan du på Den amerikanske Ambassades hjemmeside undersøge, hvilke lande der ligger under the Visa Waiver Program, så du ved, om du skal have et visum til dit ophold på max. 90 dage i USA.

NB: Der kan være forhold hvor du som dansker ikke kan rejse på the Visa Waiver Program, fx hvis du ikke har en ren straffeattest. Her kan det anbefales at søge om visum på Den amerikanske Ambassade til din ferie, så de kan vurdere din sag.

 

Har du flere spørgsmål om visum til USA, så kan du se nogle af de ofte stillede spørgsmål om visum i FAQ Visum.

Har du mere konkrete spørgsmål vedr. visum til USA, anbefaler vi, at du kontakter Den amerikanske Ambassade i København. Find Ambassadens kontaktoplysninger her.