Print

University of Rochester Medical Center, New York

Af Rune Rasmussen, DAF Virksomhedslegat 2014-15

Først og fremmest en stor tak til både Danmark-Amerika Fondet og Novo Nordisk A/S for at have tildelt mig det virksomhedslegat, der muliggjorde mit ophold på University of Rochester Medical Centre i professor Maiken Nedergaards laboratorium. Uden denne økonomiske støtte var mit ophold med stor sandsynlighed blevet både kortere og mindre udbytterigt. Tak!

Mit ophold i Rochester var et 1-årigt forskningsophold, som bl.a. skulle danne baggrund for mit afsluttende kandidat-speciale på M.Sc.-uddannelsen i Human Biologi ved Københavns Universitet. Derfor er nedenstående betragtninger nok mest relevante for andre, der, som jeg, påtænker at tage ud på et decideret forskningsophold i et udenlandsk laboratorium.

Hvordan finder man et laboratorium i udlandet?

Jeg kom selv i kontakt med professor Maiken Nedergaard og laboratoriet i Rochester, dels via et offentligt udsendt opslag og dels via en fælles kontakt, der havde et indgående kendskab til laboratoriet fra et lignende ophold. Jeg havde på det tidspunkt ikke forestillet mig, at mit speciale-projekt skulle udarbejdes i udlandet, tværtimod havde jeg allerede en aftale med et laboratorium på Panum Instituttet i København. Jeg var imidlertid ikke et øjeblik i tvivl om, at der her var tale om en helt unik mulighed for at komme til et yderst velanset laboratorium, der har været banebrydende indenfor hjerne-forskningen og specifik indenfor studiet af astrocytter. Så jeg reflekterede på opslaget og var så heldig at få tilbudt pladsen som specialestuderende i laboratoriet.

Hvad kan man gøre hjemmefra?

Så begyndte al den praktiske forberedelse, den del af “projektet” havde jeg ikke på forhånd gjort mig nogen særlige tanker omkring, men det blev ret hurtigt klart, at de tre vigtigste punkter var 1) Økonomien; 2) Bolig; og 3) Forsikringer.

Hvad angår økonomien var mit ophold nok en smule atypisk sammenlignet med de fleste andre studerendes udlandsophold, da jeg overhovedet ikke skulle deltage i kurser på University of Rochester. Jeg havde nemlig inden afrejsen samlet de nødvendige valgfags-point ved bl.a. at deltage i en sommerskole på ETH i Zürich. Der skulle derfor ikke betales tuition fees, bøger etc. Alligevel blev jeg ret forbavset over, hvor stort et beløb, der udover SU’en, skulle skaffes. Jeg begyndte derfor allerede i foråret at skrive ansøgninger til Danske fonde og var så heldig at blive tildelt en del mindre portioner ud over Danmark-Amerika Fondets legat.

Med punkt 1) på plads gik jagten ind på en bolig i Rochester. Som det første blev jeg skrevet op på University of Rochesters interne venteliste, og da jeg ret hurtigt fandt ud af, at jeg lå meget langt nede på listen, tog jeg dog kontakt til forskellige private udlejere og fik ret hurtigt en 12 mdr. kontrakt på et værelse i et hus, hvor der i forvejen boede 2 medicinstuderende. Så manglede jeg kun forsikringerne, dem fik jeg hurtigt klaret via studenterforsikring.dk, hvor jeg tegnede 12-måneders forsikring, som dækkede alt det relevante for en dansk studerende i USA.

Jeg var nu, more-or-less, klar til at sætte mig på flyet med retning mod Rochester, New York.

Hvordan er miljøet i et Amerikansk- vs. Dansk laboratorium?

Det er et af de spørgsmål, jeg er blevet stillet flest gange efter min hjemkomst fra Rochester. Jeg har indtryk af, at mange har en forestilling om, at der, specielt i et laboratorium, som med hyppig frekvens publicerer deres resultater i tidsskrifter som Science og Nature, må være et hårdt præstationspres på medarbejderne, mange spidse albuer og døgnarbejde.

Min oplevelse med at være i laboratoriet i Rochester var enormt positiv. På trods af laboratoriets store størrelse kendte alle hinanden, folk var meget hjælpsomme, og alle dem jeg stiftede bekendtskab med var mere end villige til at dele ud af deres erfaringer og hjælpe mig på vej.

En af de væsentligste forskelle, jeg oplevede, var nok, at man i USA i langt højere grad selv er ansvarlig for sit eget projekt og dets progression. Hvis jeg havde behov for hjælp til konkrete problemstillinger, måtte jeg selv bede de relevante personer om hjælp. Det tog lige lidt tid at vende sig til, men det betød også, at man i langt højere grad end i Danmark udviklede en følelse af ejerskab og ansvarlighed for sit projekt, hvilket også nærmest per automatik fik indflydelse på arbejdsmoralen. En arbejdsuge var typisk på 6 dage fra kl. 9 om morgenen til kl. 19 om aftenen, og i perioder, når forsøgene krævede det, eller der var kommet rigtig gode og interessante data, endnu længere.

Jeg oplevede ikke dette som en eksplicit forventning, at man arbejdede så mange timer, men folk var så dedikerede og engagerede i deres projekter og i at finde frem til videnskabelige nybrud, at det var naturligt og en selvfølge at investere en stor mængde tid i laboratoriet. I og med, at jeg var rejst til Rochester med det formål at lære så meget som muligt samt at lave et så godt som muligt speciale-projekt og ikke for at stå på surfboard eller købe billig elektronik, var jeg fuldt ud afklaret med, hvad det krævede af tid og engagement at være en del af miljøet i et laboratorium som det i Rochester.

Hvordan er det at bo i USA?

I og med, at dette 12-måneders ophold også var mit første møde med USA, og ikke mindst det Amerikanske folk, havde jeg på forhånd ingen idé om hvordan det ville være at leve, og have en hverdag, i Rochester. Jeg må indrømme, at mit generelle indtryk og oplevelse af, at bo i en amerikansk by er enormt positivt. Alle mennesker som jeg mødte, hvad end det var i den lokale Weggmanns Store eller i JFK lufthavnen, var enormt venlige og imødekommende. Jeg husker stadigvæk første gang, jeg stod i køen i en Weggmanns og menneskene omkring mig begyndte, som det mest naturlige i verden, at tale til mig og spørge til min weekend og hvad jeg lavede i Rochester; noget som jeg mildest talt ikke var vant til hjemme fra den lokale Netto på Østerbro. Den åbenhed og største naturlighed, der er i at interagere med andre mennesker, på trods af man ikke kender dem, blev jeg enormt glad for i USA, og noget som jeg sommetider godt kan savne herhjemme i Danmark.

For at det hele nu ikke skal lyde så rosenrødt må jeg nok også hellere beklage mig en smule over nogle ting ved at bo i Rochester. Det største minus som jeg oplevede var, at den offentlige infrastruktur var mere eller mindre ikke-eksisterende. Det var tydeligt, at en livspræmis for at bo i Rochester var, at man har et automobil; og ikke mindst om vinteren (som er modbydelig kold og lang på disse kanter) kunne det volde problemer når ens foretrukne transportmiddel kun havde to hjul og var drevet af en rugbrødsmotor. Dog efterhånden som man fik oparbejdet en vennekreds (udelukkende bestående af folk med bil naturligvis) blev dette problem mindre, og det endte med at blive en fast weekend-rutine at sammen køre i bil ud til Weggmanns for at købe stort ind til den forestående uge.

På trods af, at jeg ikke som sådan var en del af det “klassiske”Amerikanske universitetsmiljø, i og med at jeg ingen kurser tog i Rochester, fik jeg alligevel stiftet venskaber som rækker langt ud over blot at være kollegaer i det samme laboratorium, og jeg skylder dem en stor tak for at have introduceret mig til Buffalo Chicken Wings, Canadian Cheeseburgers, og ikke mindst Cream Sodas.

Hvad får man ud af det?

Hvis jeg skal prøve at gøre det lidt op, hvad jeg har fået ud af at være på University of Rochester Medical Centre i 12 måneder må svaret falde i to kategorier; fagligt og personligt. På det faglige plan har jeg lært ufatteligt meget af at være i et miljø med dygtige forskere og med adgang til videnskabeligt udstyr, som muliggør de fleste forsøg indenfor neurovidenskaben. Således er jeg nok især blevet en mere uafhængig ung forsker, som godt tør stå på egne ben og som tør tro på egne evner, selv på det højeste niveau. Noget som jeg håber og tror, vil komme mig til gode under mit Ph.D. studium på Københavns Universitet.

På det personlige plan, er jeg ikke i tvivl om, at jeg har lært fabelagtigt meget. Blot det at skulle stå på egne ben i et fremmed land, hvor man ingen mennesker kender på forhånd, har for mig været en stor udfordring, og dertil kommer savnet af venner og familie hjemme i Danmark. Dette har været med til at sætte min daglige hverdag hjemme i København i perspektiv og minde mig om, hvor fantastisk glad jeg i grunden er for at bo og studere i København.

Således kan jeg kun på det varmeste opfordre, nok især naturvidenskabelige kandidatstuderende, til at rejse ud og udarbejde sit speciale-projekt i et udenlandsk laboratorium. Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at det giver en række erfaringer og oplevelser som man ikke får i et Dansk laboratorium, og som kan komme en til gode i fremtiden efter kandidat-graden, uanset karriere-vej.

Endnu en gang tak!

Som det sidste vil jeg blot endnu en gang benytte muligheden for at udtrykke min oprigtige taknemmelighed for at være blevet tildelt et Virksomhedslegat fra Danmark-Amerika Fondet og Novo Nordisk A/S – uden denne økonomiske støtte kunne jeg ikke have været i Rochester i 12 måneder, og ej heller have fået et så stort videnskabeligt og fagligt udbytte som tilfældet var det.