Print

University of Chicago

Af Minna Højland, DAF 2012-13

Takket være en kæmpe støtte fra Danmark-Amerika Fondet og et stipendium fra University of Chicago læste jeg i 2012-13 en master i Internationale Relationer på University of Chicago. Før jeg tog af sted, havde folk fortalt mig, at Chicago var det ’ægte’ USA. Som New York, men befolket af arbejderklassen’, de såkaldte ’repræsentative’ amerikanere; Obamas naboer, der vidste et og andet om at klare sig i the Land of Opportunities. Folk fra amerikanske universiteter havde også fortalt mig, at byens stolthed, University of Chicago, var kendt som Det Akademiske Slagtehus. Og at de tilmed var stolte af deres brutale ry.

Det første jeg lærte var, at Chicagos ’arbejderidentitet’ også gennemsyrer byens akademiske miljø, fra grønne førsteårsstuderende til de mest højtprofilerede professorer. Frem for fine intellektuelle fornemmelser mødte jeg en meget jordnær stolthed over at arbejde hårdt for sine mål, at stille høje krav til sig selv og benytte enhver tur i slagtehuset – kritik, røde streger, afvisninger – som en mulighed for at rejse sig igen lidt stærkere end før. Det lyder brutalt, og det var det også. Men selvom forventningerne og kravene var en stor mundfuld blev de serveret med en god portion opmuntring, tiltro til evner og vilje og en fælles kampånd, hvor alle på tværs af hierarkier løftede, skærpede og uddannede hinanden. Jeg har aldrig mødt et miljø på danske universiteter, der på samme tid var så intenst og krævende, men også omsorgsfuldt og inspirerende. Jeg har tidligere været på udveksling på Yale University, hvilket i første omgang inspirerede mig til at læse videre i USA, men heller ikke her mødte jeg samme grad af sammenhold omkring det at lære og forbedre sig. Det betød meget, at vi var en gruppe fra forskellige baggrunde og verdensdele, der alle for et år alle sammen havde samme fokus på at gennemføre en uddannelse vi virkelig brændte for. Desuden blev der gjort meget for at fostre en fællesskabsfølelse og sikre, at vi ikke kun lærte af professorer, men også af hinanden, og at vi ikke kun blev trænet i vores specifikke fag, men også fik redskaber til generelt at tilegne os viden, realisere ideer og være hinandens værste kritikere og bedste redaktører.

Måden, uddannelsen var sammensat på tvang mig også til at tilgå mit fag på nye måder. Undervisningen var en kombination af relativt korte, men intensive seminarer med 10-15 studerende pr. hold, ugentlige afleveringer og vejledningstimer samt adskillige ugentlige workshops og gæsteforelæsninger. Når det tages alvorligt er workshopformatet utroligt givende og tvinger de studerende til indtage nye roller: som kritiker, diskussionsleder, oplægsholder etc. Det var en utrolig sjov og lidt nervepirrende opgave at blive undervist af sine akademiske forbilleder eller sidde i en workshop med sin yndlingsteoretiker, der beder en om kritiske kommenterer til deres bogmanuskript. University of Chicago’s dogme er, at alt (uanset om det er skrevet af studerende eller stjerne-professorer) er åbent for kritik og diskussion. Denne insisteren på at udvikle og forbedre argumenter gennem debat og kritik er i mine øjne en af universitetets helt store forcer. Omvendt krævede det også en del is i maven at  vænne sig til at modtage meget direkte feed back og lære at forsvare, argumentere og genoverveje sine argumenter og analyser overfor et publikum af medstuderende, professorer og gæster. Men evnen til dels at lære af andres kritik, dels at rejse spørgsmål og forslag, der skærper andres arbejde, er en virkelig nyttig egenskab, som jeg ved vil komme mig til gode også i professionelle sammenhænge.

Generelt handler de vigtigste ting, jeg har lært i Chicago ikke om internationale relationer, selvom det var det, jeg tog en master i. I tillæg til skoling i international politik, konflikter og statsdannelse har jeg fået en meta-uddannelse i en grundlæggende ny måde at tænke og reflektere på. To aftener om ugen gennem hele forløbet blev vi trænet i at vurdere, analysere og kritisere, strukturere og opbygge egne argumenter. Et skræddersyet kursus i videnskabsteori, logik og argumentationsteknik kombineret med praktisk undervisning i kildekritik, brug af databaser og referenceteknikker. Dette meget håndværksorienterede blik på faget hjalp mig til at indtage og fordøje det ret omfattende pensum på meget mere fokuseret vis, end jeg ellers ville have gjort. Desuden hjalp det til at strukturere specialet, som skulle skrives sideløbende med undervisningen og derfor var en lidt anderledes proces end et dansk specialeforløb. Selve formatet var også anderledes, da vi skulle identificere en videnskabelig artikel til et bestemt tidsskrift og publikum osv. Også denne øvelse i at træde ud af rollen som studerende og sætte sig i forskerens og forfatterens sted hjalp til at  ’gennemskue’ teorier på en ny måde.

Det var selvsagt en stor udfordring at researche og skrive speciale ved siden af tre ugentlige fag, minimum tre workshops, løbende afleveringer og eksamener hver 6. uge og jeg ville ikke kunne have holdt kadencen i mere end de ti måneder. Til gengæld har jeg oparbejdet en selvdisciplin, der givetvis vil komme mig til gode i andre sammenhænge og lært at arbejde under et forventningspres, jeg aldrig har mødt tilsvarende i det danske uddannelsessystem. Work-life balance var til gengæld ikke noget, der blev undervist i. Tværtimod  havde jeg lejlighed til ved selvsyn at se, hvilke ofre en karriere i USA’s akademiske superliga kan kræve.

Alt i alt har jeg lært en god del mere end jeg havde forventet – selvom mine forventninger var høje. Størstedelen af den viden jeg tager med mig, handler dog ikke om internationale relationer, selvom jeg bestemt føler mig meget solidt rustet indenfor dén disciplin. Derimod er flere mine vigtigste erfaringer fra en masteruddannelse på University of Chicago mere overordnede og handler om det at lære, om at udvikle mit eget og andres arbejde gennem kritik og om at kende mine egne grænser – og rykke dem. Tak til Danmark-Amerika Fondet for bidraget til at realisere dette vanvittigt spændende og lærerig år.