Print

John Hopkins University, Baltimore

Af Frederik Federspiel, DAF 2015-16

Jeg har netop færdiggjort 4,5 måneders studier ved Johns Hopkins School of Public Health i Baltimore, USA. Før dette havde jeg taget et par af deres over hundrede online-fag, og i skrivende stund fortsætter jeg med at studere online. Til sommer tager jeg tilbage igen for at tage flere kurser på campus, inden jeg færdiggør uddannelsen til december 2017. Her er nogle af mine indtryk og erfaringer fra mit studieophold.

Fleksibiliteten og bredden
Mit beskrevne studieforløb eksemplificerer meget godt den høje fleksibilitet i deres online/part-time uddannelse: Den er lavet til folk, der er igang med deres arbejdsliv. Gennemsnitsalderen på deres online/part-time MPH er 33 (27 på deres full-time MPH, hvor flere kommer direkte fra en undergrad-uddannelse). Men fleksibiliteten er blot en parentes i historien om, hvorfor denne uddannelse er så sublim:

De har hundredevis af fag. Man kan vælge ALT. Jeg har valgt en kombination af fag som biostatistik, epidemiologi, infektions- og tropemedicin og vaccineprogrammer, sammen med fag som økonomi, NGO-ledelse, sundhedspolitik i udviklingslande m.m. Det var den perfekte fagkombination for mig, men hvis man er mere til luftforurening og vandhygiejne, hvordan man laver advocacy-arbejde i kongressen, tobakspolitik, forebyggelse af trafikuheld, klinisk farmakologi, sundhedsadfærd, børnesundhed eller katastrofemedicin, jamen så kan man skræddersy sin uddannelse i den retning.

Dette er fuldkommen unikt, også ved sammenligning med andre førende programmer som f.eks. ved Columbia, Harvard, UNC, Berkeley, LSHTM, ICL m.m. Johns Hopkins’ MPH er så også hundedyr (ca. 375.000 kr i alt)! Men den er bare alle pengene værd. I det følgende vil jeg forsøge at uddybe hvorfor.

Underviserne
Stort set alle de undervisere jeg har haft indtil videre har været internationalt førende eksperter. Når man lærer om HIV/AIDS, så gør man det af den mand, der tilbage i 70’erne opdagede de første cases af AIDS i USA inden epidemien brød ud, og siden er blevet til en omvandrende legende i kampen mod HIV/AIDS. NGO-ledelse blev jeg undervist i af folk, der havde stiftet og/eller ledede store internationale NGO’er, som f.eks. Dr. Leslie Mancuso som er direktør i Jhpiego, en international sundhedsorganisation, der opererer i 36 lande og har et årsbudget på knap 2 milliarder kr. På tropemedicinsk kursus blev jeg undervist af folk, der havde boet en menneskealder i troperne og havde viet deres liv til tropemedicin, f.eks. Professor David Sack, som har været med til at udvikle flere vacciner mod mave-tarm infektioner og har været en frontfigur i kampen mod cholera over det sidste halve århundrede. For de yngre undervisere var niveauet ligeså højt, for hvad de måske manglede i CV-længde sammenlignet med disse mastodonter, gjorde de op for med rendyrket passion både for stoffet og for at lære det fra sig så godt som muligt. Den nok bedste underviser jeg havde derovre, Dr. John McGready, var ikke en kanon, men blot den måske bedste formidler jeg nogensinde har mødt (og han underviste i statistik!).

Det jeg vil sige om at blive undervist af så mange store kanoner er, at om noget, så er de ihvertfald inspirerende. Og de er jo store kanoner indenfor noget nok så sympatisk som international folkesundhed, så på trods af store bedrifter, oplevede jeg egentlig aldrig at ego’er stod i vejen for deres budskaber. Den ene ildsjæl efter den anden kom til skolen og inspirerede folk, de gav deres bud på hvordan man kan bidrage til verden og kom med små erkendelser de havde gjort sig i løbet af deres karrierer. Det er virkelig noget af det man betaler for: At blive inspireret. At lytte til, og endda indgå i dialog med, nogle mennesker som har gjort en stor forskel indenfor international sundhed, som for alvor har noget på hjerte og brænder for at give det videre til unge mennesker.

Stoffet, undervisningsformen og eksaminerne
Det er jo international sundhed eller Global Health, noget af det bedste stof i verden! Og skolen går for at være verdens førende indenfor international sundhed, ergo: Et godt sted at være, hvis man godt kan lide Global Health. Jeg synes det faglige niveau er meget højt, og det bliver formidlet så fint, at det er tilgængeligt og forståeligt. Eksamensmodellerne er meget alsidige og kører på modulbasis, så det bliver aldrig den 6-timers skriftlige maratoneksamen uden hjælpemidler man indimellem skulle igennem på Københavns Universitet som medicinstuderende. Det er mere struktureret og ligetil at studere og gå til eksamen med Johns Hopkins’ forskellige modeller, hvad man så bliver klogest af, må tiden vise.

Man læser mange artikler, går til mange forelæsninger, og skriver rigtig mange opgaver. Specielt det at skrive opgaver var en sand fornøjelse efter 6 års udenadslære på medicinstudiet. Om man kan lide det eller ej, så er der ihvertfald noget for enhver smag: multiple choice opgaver, essays, rapporter, forelæsninger, feltarbejde, gruppearbejde, fremlæggelser osv. Måske en kende mere progressivt, end hvad der er reglen herhjemme?

Baltimore
Baltimore er en blandet by. De fleste studerende bor i små kvarterer primært beboet af hvide og velhavende mennesker. Drejer man om et gadehjørne og forlader ens rigmands-reservat, ser man hjemløse liggende på gaden, folk stå udenfor liquor stores med en flaske sprut i en brun pose, hører politisirenerne buldre konstant og indimellem lyden af The 12 O’Clock Boys, der ræser rundt i gaderne på deres dirt bikes (www.youtube.com/watch?v=gOMQY6k16TU). Jeg selv boede nær Inner Harbour, som er så gentrificeret og kapitalistisk som det kan blive, men det var simpelthen et spørgsmål om sikkerhed: Hver uge fik man sikkerhedsmeddelser om at den og den studerende var forsøgt kidnappet eller var blevet berøvet for deres værdigenstande eller truet med en pistol, det blev et hverdagsfænomen, og det skete altid hvis folk var gået alene på den forkerte gade. Problemet er at den forkerte gade kan ligge ret op og ned ad den sikre gade, og det kan være enormt svært at navigere i, hvis man ikke får hjælp af lokale. De fleste internationale studerende vælger derfor forståeligt nok en sikker løsning, hvilket også må være min anbefaling.

Men byen går under navnet “Charm City”, og det er ikke for ingenting: Der er liv i gaderne, der sker noget, der er barer og kultur-events, ganske charmerende bydele med gamle huse fra 1800-tallet og brostensbelægning, gode spisemuligheder, et rigt studentermiljø osv. Isprængt strip-klubber og ghetto-byggerier. Det er en fin by til et studieophold, hvis man ved hvordan man skal gebærde sig. Nårh ja – og så ligger den jo kun et par timers bustur fra New York og Washington DC, hvis man vil have en lille afstikker fra studiehverdagen.

“Skal jeg gøre det?”
Ja! Hvis du kan lide international sundhed, kan jeg simpelthen ikke forestille mig et bedre sted at studere.

“Har jeg råd?”
Nej! De færreste danskere inkl. mig selv kan være med på en studieafgift på 375.000 kr. Men takket være Danmark-Amerika Fondets uvurderlige hjælp, var jeg pludselig et godt stykke ad vejen. Hvis man lægger sig i selen og prøver at fægte sig igennem den urskov af legater der findes i Danmark, så har man jo en ressource, som ingen andre af de internationale eller amerikanske studerende, jeg snakkede med, kendte magen til. Når vi er så priviligerede i Danmark ifht. vores finansieringsmuligheder for internationale studieophold, synes jeg det er værd at give legatansøgningen et ærligt forsøg. Om man så mener, man har lyst til at putte danske fondsmidler og sine egne hårdt tjente penge i en stor privatejet amerikansk universitetsvirksomhed er en anden diskussion. På trods af mine ellers nok så brændende socialistiske idealer må jeg konstatere at jeg har gjort det, og nej, jeg fortryder det ikke et sekund. Det er mit livs investering, som klæder mig på til at kunne beskæftige mig med det, jeg brænder allermest for, i resten af mit liv.

“Så skal jeg gøre det alligevel?”
Ja!!