Print

Harvard University – Museum of Comparative Zoology

Af Anne Andersen, Fulbright 2015-16

Jeg er til daglig ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og som en del af min ph.d.-uddannelse besøgte jeg en amerikansk forskningsgruppe ved Harvard University i foråret 2016. Denne rejserapport er derfor præget af oplevelserne fra livet i Boston og indtrykkene fra et forskningsophold. Kontakten til gruppen havde jeg fået gennem min ph.d.-vejleder der tidligere har arbejdet sammen med gruppens professor.

Så var jeg der pludselig
Ansøgningsprocessen og den formelle forberedelse af visum, optagelse, osv. tog så lang tid at jeg var overrasket over at skulle afsted, da dagen endelig kom. Jeg havde sporadisk pakket det vigtigste eller i hvert fald mit vandreudstyr og tøj til en uge. Det blev til en rygsæk på syv kilo. Måske ikke det mest gennemtænkte og efter et par uger i USA var jeg så træt af at vaske hele tiden, at jeg tog i Goodwill (genbrugsbutik) i South Boston med en genfundet ven. Vi kørte derud i hendes bil, hørte Thrift shop på bilradioen og jeg købte stort ind af genbrugstøj.

Jeg tog til Boston i god tid før mit forskningsophold officielt startede og det kan jeg kun anbefale. Så fik jeg ordnet alt det praktiske med registrering, telefon osv. før jeg fik travlt med arbejde. Jeg havde egentlig tænkt at couchsurfe og først finde et sted at bo når jeg var i Boston, men cirka en måned før min afrejse var jeg alligevel begyndt at tjekke Craigslist for kollektive boformer. Jeg var heldig at få et værelse med det samme. Det lå ca. 10 minutters gang fra Harvard og var flere hundrede dollars billigere end standardprisen for et værelse i Boston (som var omkring 7000 dkk/md) til gengæld var det småt. I huset boede vi otte unge og der var en del sociale aktiviteter. Vi havde sammenskudsmiddag hver tirsdag og filmaften om onsdagen. For mig var det en super måde at lære nogle at kende fra starten og flere af dem blev jeg rigtig gode venner med.

På dag to i Boston meldte jeg mig ind i den lokale klatreklub. Jeg har egentlig aldrig klatret før, men har tit tænkt på at begynde. Klatreklubben viste sig at være en genial måde at få nye bekendtskaber og venner på. Klubben gjorde meget ud af at den var et community og havde mange sociale arrangementer. Folk der var generelt meget åbne og imødekommende.

I starten brugte jeg meget tid på at udforske byen. Bare vandre i en retning og se hvor jeg kom hen. Jeg købte også en brugt cykel. I Boston er selv brugte cykler dyre og rygtet siger at man har brug for en god lås. Jeg er opvokset i København og kan ikke forstille mig en hverdag uden en cykel. Boston er heldigvis en cykelvenlig by i hvert fald efter amerikanske standarder. Pengene viste sig også at være godt givet ud. Jeg cyklede til og fra arbejde, til aftaler i andre bydele, langs Charles River om søndagen og i april deltog jeg i det legendariske Midnight Marathon. Jeg blev så glad for cyklen, at jeg tog den med hjem til København.

Lost inside Harvard
Harvard er et spøjst sted og det er svært at beskrive den følelse det giver at have sin hverdag der. Jeg blev introduceret til universitetet af en post.doc. i den gruppe jeg besøgte. Han gjorde meget ud af at vise mig de hemmelige smutveje, det naturhistoriske museums lager af udstoppede dyr og introducere mig til nøglepersoner der kunne gøre mit liv lettere. Mit førstehåndsindtryk af de øvrige kollegaer var lidt foruroligende. De spiste frokost alene foran deres computere, arbejdede gerne 10-12 timer dagligt uden nævneværdige pauser og efter et par gange at havde spurgt om de havde haft en god weekend, gik det op for mig, at de slet ikke holdt weekend, men arbejdede alle ugens syv dage. Et par af dem havde endda soveposer på kontoret så de kunne overnatte, hvis arbejdet trak ud. Det var lidt af et chok når man kommer fra en dansk arbejdsplads med fælles frokostpauser og snak over kaffemaskinen. Efter lidt overtalelse lykkedes det mig dog at overtale en kollega til at spise frokost sammen og da foråret kom, havde vi ofte fælles kaffe- og ispauser i solen. En tradition de var meget ærlige om ville forsvinde igen så snart jeg tog afsted. Der var med andre ord ikke meget socialt fællesskab på arbejdspladsen, til gengæld snakkede de ofte om forskning både deres egen og andres. De var altid interesseret i andres projekter, kom ofte med forslag og ideer og var generelt interesseret i at engagere sig i intellektuelle samtaler. På Harvard er der dagligt seminarer med verdenskendte forskere og der er i mere end en forstand højt til loftet. Stedet emmer af nyskabende ideer og tanker og folk virker mere modige i forhold til at forfølge kreative ideer og udføre ambitiøse, vovede eksperimenter. Noget man for alvor kan savne i Danmark hvor en ph.d. kun er tre år og forsøgene altid skal give brugbare resultater. Professoren jeg besøgte havde meget travlt, så jeg var ofte nødt til at tage vigtige beslutninger alene. Vi havde kun to formelle møder mens jeg var der, til gengæld inviterede hun regelmæssigt på aftente i hendes hjem. Jeg arbejdede tæt sammen med en post.doc. Vi udforskede sammen nye laboratorieprotokoller og det var en meget lærerig og inspirerende proces. Harvard har mange særlige forskningsfaciliteter og hightech maskiner som man kan få til rådighed og det skal man endelig benytte sig af. Man kan få meget frihed hvis man er selvstændig og har mod til at følge sine egne ideer.

Bureaukratiet på universitetet var imponerende og det tog lang tid at få det formelle i orden før jeg overhovedet kunne begynde i laboratoriet. Meget kan man ikke gøre før man er der, så det giver færre frustrationer bare at have det med i sin tidsplanlægning fra begyndelsen. Det hjalp tit at ringe til administrationen i stedet for at skrive e-mails. Det faldt mig ikke naturligt, men alle amerikanerne gjorde det og som regel fik man hurtigere løst sit problem, hvis man ringede i stedet for at skrive. Den første officielle mail jeg skrev, fik jeg en kollega til at læse igennem før jeg sendte den. Det var heldigt for dansk skrivestil kan virke meget direkte og uvenlig i en amerikansk kontekst. Alle arbejdsmail jeg modtog, var forsynet med flere høflighedsfraser i begyndelsen og som afslutning. Det kan virke falsk og overdrevet i en dansk kulturel sammenhæng, men hvis man udelader dem bliver ens e-mails nemt opfattet som fjendtlige. Hvorimod de bliver opfattet positivt hvis man lægger ud og afslutter med disse fraser.

Det tog mig lang tid at vænne mig til folks reaktion på, at jeg arbejdede på Harvard University. Jeg oplevede at mange uden for universitetet ændrede deres adfærd over for mig, når de hørte at jeg var tilknyttet Harvard. De blev mere tilbageholdende og italesatte mig som noget særligt. Det skræmte mig en del og jeg holdt hurtigt op med at uddybe hvor jeg var tilknyttet. Der er heldigvis også mange gode ting ved at have et Harvard ID-kort. Det giver gratis adgang til en lang række af byens museer og der er mange rabatordninger og tilbud til Harvard-studerende og -ansatte. Der er et væld af muligheder. F.eks. arrangerer Harvard Outing Club mange vandreture og man kan også låne en masse outdoor-udstyr gratis. Klubben har et lille lokale i en kælder. Rummet mindede mig om Room of Requirement fra Harry Potter. Det er en overvældende oplevelse at gå derind. Alle vægge og loftet er fyldt med alt fra soveposer, skiudstyr, kajakker, telte og vandrestøvler. De har også en hytte i White Mountains i New Hampshire man kan få lov at låne for et mindre beløb. Der er flest collegestuderende i klubben. De er søde og rare, men også meget unge.

The Boston Experience
Jeg har rejst i USA tidligere, men blev stadig chokkeret over, hvor store forskelle der er mellem Danmark og USA. Jeg var overrasket over hvordan individualisme er et grundlæggende karaktertræk hos de fleste amerikanere, hvordan frygt gennemsyrer det amerikanske samfund, de menneskelige relationer og den enkeltes mentalitet. På campus minder emergency alarmernes blå lys dig konstant om potentielle farer og det selvom campus ligger i byens fredeligste kvarter. Boston er en af de økonomisk mest ulige byer i USA hvilket man først opdager, når man bevæger sig ud fra det rolige Cambridge. Downtown er fyldt med hjemløse og businessfolk, rig og fattig bor i adskilte forstæder, en opdeling der stadig er præget af hudfarve. Jeg har aldrig før følt mig hverken hvid eller som europæer, men i USA er jeg hvid og europæer med stort E.

Det kom bag på mig hvor meget racisme stadig betyder i USA. Det er en ting på afstand, at følge med i Black Lifes Matter bevægelsens aktiviteter og de tilbagevendende nyhedsindslag om politivold mod sorte i USA, noget helt andet at leve i det land, der dagligt må forholde sig til konsekvenserne af sin historie om raceadskillelse. Det er svært at forberede sig på og kan være en virkelighed der er svær at navigere i.

Alt land er privat, så det er nemt at føle sig fanget. De offentlige parker og selv skovene omkring byen lukker ved solnedgang, og byen er plastret til med No trespassing-skilte som en tydelig manifestation af at du ikke er velkommen til at gå frit omkring. Det var skørt for mig at tænke på den amerikanske frihedsdrøm, for jeg har aldrig i mit liv følt mig så fanget, så begrænset i, hvor jeg må være og opholde mig, som i min tid i Boston.

Jeg fik mange gode, vilde og bemærkelsesværdige oplevelser i Boston, faktisk var jeg slet ikke klar til at tage hjem da dagen kom. Jeg var ikke færdig med hverken forskningsmiljøet på Harvard eller med livet i Boston og det var svært at forlade de venskaber jeg havde skabt. Jeg fik sat både min forskning og mit liv i perspektiv og jeg er sikker på at det er både sundt og godt at blive udfordret på sin livsopfattelse og sine fordomme fra tid til anden.