USA – EQQARSAATINNIIPPAA?

Hvis du har tænkt på at læse i USA, så har du mulighed for at få hjælp gennem Danmark-Amerika Fondet og Fulbright Kommissionen. Vi kan vejlede dig om studieophold og praktik og vi har legater til overbygningen på universitetet (master/Ph.D/scholar).

Der er 5 trin til et uddannelsesophold i USA:

1. Undersøg dine muligheder
2. Find penge til at betale dit USA-ophold
3. Udfyld ansøgningen
4. Søg om visum til USA (skal gøres i Danmark eller på Island)
5. Forbered din afrejse til USA

Men det allerførste du skal gøre er at snakke med din vejleder på dit uddannelsessted enten i Grønland eller i Danmark. Find ud af, hvad de har af aftaler med USA og om det er noget, du kan bruge til dine planer. De kan også forklare, hvordan du som studerende fra Grønland skal søge om penge til et udlandsophold i USA.

Det næste du skal gøre for at spare en masse tid og få den hjælp du har brug for er at kontakte os på info@daf-fulb.dk. Skriv en helt kort e-mail til os, hvor du bare beskriver, hvad du laver nu, og hvad du gerne vil i USA. Vi kan hjælpe dig med alle de fem punkter herover, der er vigtige for at få et godt ophold i USA: Hvilket universitet skal jeg vælge, hvad koster det, hvordan får jeg samlet penge, hvad slags visum og hvordan får jeg det, osv.

Vi har et godt samarbejde med de grønlandske institutioner, og er bl.a. i direkte kontakt med Ilisimatusafik (Grønlands Universitet) og Niuernemik Ilinniarfik (Handelsskolen) i Nuuk. På den måde kan vi sammen hjælpe dig bedst muligt.

Vi tilbyder Danmarks, Grønlands og Færøernes eneste vejledning om uddannelse i USA, som er neutral og uafhængig af agentaftaler. Hvis du kontakter en agent risikerer du, at der kun henvises til de få universiteter, de har samarbejdsaftaler med og som de tjener penge på at henvise dig til. Vi tager derimod udgangspunkt i din situation og dine ønsker. Vi har nemlig det eneste vejledningssted for studerende fra Danmark, Grønland og Færøerne, der er anerkendt af den amerikanske regering til netop at tilbyde denne neutrale vejledning – det er din kvalitetsgaranti!