Print

FAQ Visum

Skal jeg have visum, når jeg skal studere/forske i USA?

Ja, det skal du. Dit universitet i USA vil sørge for at udstede de dokumenter, du skal bruge for at kunne tage til visuminterview på Den amerikanske Ambassade i København.

Skal jeg have visum til mit praktikophold i USA?

Ja, det skal du. Læs mere om regler for visum til praktikophold her.

Skal jeg have visum til min ferie i USA?

Du kan som dansk statsborger, som udgangspunkt rejse ind i USA i op til 90 dage uden visum på the Visa Waiver Program (VWP). Der findes dog undtagelser eksempelvis, hvis du ikke har en ren straffeattest. Læs mere på Den amerikanske Ambassades hjemmeside.

Jeg skal til USA på et sommerkursus, hvad med visum?

Reglerne omkring sommerkurser og visum er siden 9/11 blevet strammet op. Der kan være kurser, du skal have visum til men læs mere på Den amerikanske Ambassades hjemmeside.

Hvilket visum skal jeg bruge til USA til mit studieophold?

Når du skal studere i USA, vil du få enten et J-1 visum eller et F-1 visum. Universitetet i USA er din visumsponsor, og de bestemmer hvilket af de to slags visum, du får.

Hvad er forskellen på et J-1 visum og et F-1 visum?

Begge typer visa bruges til internationale studerende og der er en prisforskel på SEVIS-gebyret til de to (J-1: $180 og F-1: $200). Derudover hører der med et J-1 visum en regel, der hedder ”Two-Year Home-Country Physical Presence Requirement”. Denne regel træder i kraft, hvis du modtager offentlige midler under dit ophold i USA.

Hvad er ”Two-Year Home-Country Physical Presence Requirement”?

Hvis du modtager offentlige midler (f.eks. SU), mens du er på et J-1 visum i USA, vil du blive underlagt the Two Year Home-Country-Physical-Requirement efter hjemkomst til Danmark. Det betyder, at du skal bevise bopæl i Danmark i to år, inden du kan søge arbejdsvisa H og L, arbejdstilladelse i forbindelse med K-visum samt immigrantvisum til USA. Du vil stadig kunne rejse på ferie, studere på endnu et J-1 eller F-1 visum eller deltage i konferencer i USA. Du vil også kunne søge et andet arbejdsvisum end de nævnte. Læs mere om denne regel her. OBS: Dette gælder kun for J-1 visum!

Der er mulighed for at søge om dispensation til at undgå denne regel, men udfaldet er ikke garanteret. Der har været præcedens for at ophold i EU tæller med i de to år, men det findes ikke på skrift, så der er ingen garanti.

Hvad skal jeg bruge for at kunne få mit visum?

Du skal have nogle bestemte dokumenter og udfylde ansøgningsformularer online for at kunne få dit visum. Læs mere om hvad du skal bruge for at kunne søge visum til USA her.

Hvordan bestiller jeg tid til visuminterview på Den amerikanske Ambassade?

Du skal udfylde en visumansøgning (DS-160) online. Guidelines kan findes her. Når dette er gjort, og du har betalt gebyr for visuminterview, vil du kunne bestille en tid til interview. Vær opmærksom på, at der kan være ventetid, så det anbefales at komme i gang i god tid.

Hvor lang tid tager det at få et visum?

Det er altid en god ide at gå i gang med at søge visum så hurtigt som muligt, da der kan være ventetid. Når du har fået dine visumdokumenter (J-1: DS-2019 formular, F-1: I-20 formular) fra din visumsponsor, kan du søge om en interviewtid på Den amerikanske Ambassade.

Hvad er en visumsponsor?

En visumsponsor er en amerikansk organisation, der er godkendt af den amerikanske stat til at udstede de dokumenter, du skal bruge for at kunne ansøge om visum på den amerikanske ambassade. Er du studerende, er det dit amerikanske universitet, der fungerer som visumsponsor. Hvis du skal i praktik, skal du selv finde en amerikansk visumsponsor – du kan finde en liste her.

Hvad koster et visum?

Prisen på de forskellige visa varierer. Læs mere om de individuelle slags visa og priser på her.
Ud over selve visumgebyret er der også forskellige andre gebyrer i forbindelse med en ansøgning, studerende skal f.eks. betale SEVIS-fee.

Hvad er SEVIS?

SEVIS er en forkortelse af Student and Exchange Visitor Information System, som er et system, der registrerer internationale studerende og interns i USA. Man bliver registreret i Immigration ved ankomst til USA, og det bliver registreret, når du rejser ud igen. Læs mere om SEVIS her.