Print

FAQ Praktik

Kan jeg tage i praktik i USA gennem Visa Waiver-programmet (VWP), hvis jeg kun skal være der i max. 90 dage?

Nej. Du skal altid have et visum, der passer til det formål, du har med dit ophold i USA. Du må ikke arbejde eller være i praktik på VWP.

Hvilket visum skal jeg bruge til praktik?

Til praktik i USA som intern eller trainee skal du have et J-1 visum.

Hvordan søger jeg om praktikvisum?

For at få visum til praktik skal du have en amerikansk visumsponsor, som er en organisation, der er godkendt af U.S. Department of State til at udstede de dokumenter (DS-2019 fomular), du skal bruge for at ansøge om visum på Den amerikanske Ambassade.

Hvad koster et praktikvisum?

Når du skal have et visum til praktikophold, skal du regne med at betale

  • gebyr til din visumsponsor
  • $180 til SEVIS-gebyr
  • $160 i administrationsgebyr til ambassaden til udstedelse af visum i dit pas

 

Gebyret til visumsponsor kan variere, men læs mere om J-1 visum her.

Hvad er SEVIS?

SEVIS er en forkortelse af Student and Exchange Visitor Information System, som er en database, hvori alle internationale studerende og praktikanter i USA er registreret. Du bliver registreret i databasen ved ind- og udrejse af USA.

Hvor lang tid tager det at få visum?

Det tager som regel 2-3 måneder, så det er en god ide at ansøge hos en visumsponsor i god tid. Derudover skal du også være opmærksom på, at der kan være ventetid på en dato til interview på Den amerikanske Ambassade. Når du har været til interview, går der som regel ca. 5 arbejdsdage, før du modtager dit pas.

Hvilke krav skal jeg opfylde for at kunne komme i praktik i USA?

Der er flere krav, du skal opfylde for at kunne komme i praktik i USA – læs om dem her.

Hvor længe kan jeg være i praktik i USA?

Du kan være i praktik op til seks måneder ulønnet og op til 12 måneder lønnet som studerende eller nyuddannet. I sjældne tilfælde vil det være muligt at være i praktik i op til 18 måneder som trainee.

Hvis jeg får tilbudt job på mit praktiksted efterfølgende, kan jeg så blive i USA og arbejde?

Du kan ikke fortsætte med at arbejde på det visum (J-1), du har til praktik, så du vil under alle omstændigheder skulle søge et nyt visum, der passer til formålet. Derudover skal du være opmærksom på, at hvis du modtager offentlige midler som f.eks. SU under dit praktikophold, vil du være underlagt den såkaldte Two-Year Home-Country Physical Requirement.

Hvad er “the Two-Year Home-Country Physical Requirement”?

OBS: Gælder kun for J-visum! Hvis du modtager offentlige midler (f.eks. SU), mens du er i USA, vil du blive underlagt the Two Year Home-Country-Physical-Requirement efter hjemkomst til Danmark. Det betyder, at du skal bevise bopæl i Danmark i to år, inden du kan søge arbejdsvisa H og L, arbejdstilladelse i forbindelse med K-visum samt immigrantvisum til USA. Du vil stadig kunne rejse på ferie, studere på endnu et J-1 eller F-1 visum eller deltage i konferencer i USA. Du vil også kunne søge et andet arbejdsvisum end de nævnte. Læs mere om denne regel her.

Hvad er forskellen på ”intern” og ”trainee”?

Hvis du tager i praktik under dit studie eller indenfor de første 12 måneder efter endt studie, bliver du ”intern”. Hvis du tager praktik efter minimum et års relevant arbejdserfaring efter længerevarende uddannelse, eller hvis du har haft minimum fem års relevant arbejdserfaring efter endt gymnasial uddannelse, er du ”trainee”.

Er det en god ide at købe en forsikring til mit ophold?

Da erstatningskrav i USA er kendt for at være meget høje og retssager dyre, er det ikke muligt at få et dansk forsikringsselskab til at tegne en ansvarsforsikring for den enkelte praktikant, der dækker fuldstændigt under praktikarbejdet. Vi opfordrer dig til at kontakte din amerikanske arbejdsgiver, så du ved, om du eventuelt er dækket af arbejdsgivers forsikring i forbindelse med din praktik og i positiv fald, hvad dækningen består af. Derudover er det en god ide at have en forsikring, der dækker både sygdom, ulykke, bagage og indbo. Læs mere om forsikring her.

Læs meget mere om praktik i USA  her.