Print

California Institute of the Arts

af Malte Starck, DAF 2014-15.

Om at tage afsted.

Det er egentlig meget simpelt, når man har brugt 3-4 fire måneder på at forberede sig og så er det det slet ikke. I december 2014 sendte jeg en ansøgning til CalArts og i april havde jeg et skypeinterview med to undervisere fra skolen. Til ansøgningen havde jeg taget fotografier af meget af det gamle arbejde, jeg havde stående på mit atelier på akademiet i København. Det var museumskasser af træ, med glasruder fortil. Jeg havde bygget dem på akademiets træværksted og sat ting i. En bunke søm med støv og rustkrummer var limet fast til en af kassernes mælkehvide bagbeklædninger. En anden indeholdt 17 strandskaller, der næsten var ens og to skorper ost fra mit køkkengulv. Man kunne ikke skelne skorper fra skaller lige med et. Der var også to stykker træ tapet til hinanden med et lille stykke klisterbånd, titlen lød ”Naturen passer sammen”. Desuden uploaded jeg videoerne, jeg havde lavet foråret inden i Lissabon, en om at tage toget langs kysten til Oeiras, en om at krydse Tejoen og en om parken Monsanto.

Jeg var næsten sikker på, jeg ikke ville komme ind, men prøvede alligevel. Der var mange hundrede ansøgere. Når tankerne om at det nok alligevel ikke ville gå var i hovedet, slog jeg dem væk. Jeg vidste, at det ville tage en del viljestyrke at få opholdet til at lykkes, flere måneders viljestyrke, så jeg prøvede at slå hovedet lidt fra, mens det hele forgik. På skolens ansøgningspapirer prøvede jeg at fylde alle de mange rubrikker ud, så godt jeg kunne. Og til skypeinterviewet snakkede jeg meget, de nåede næsten ikke at spørge om noget. Jeg sad i min stue med stearinlys og det var hundekoldt, jeg sparede på varmen. Kaucylia og Billy der interviewet mig, sad udenfor i solskinnet. Jeg havde svært ved at se deres ansigter for sollyset, der ramte lige ind i deres computers kamera, men jeg var for genert til at spørge, om de måske kunne rykke computeren. Jeg fik svaret omkring midt maj, så vidt jeg husker. Jeg havde klarede den, også selvom det hele vendte på hovedet. For Californien var næsten omme på den anden side af jorden, sådan føltes det i hvert fald.

Inden jeg fik svaret, havde jeg afleveret en ansøgning til DAF om støtte til opholdet. Jeg fik afleveret den et par dage inden fristen, min kæde var røget af cyklen på vej til kontoret i Nørregade. Jeg havde beskidt olie på fingrene og husker det som om jeg fik sat nogle sorte fingre på omslaget af ansøgningen. Christine der sad ved skrivebordet og tog imod mig, lod mig vaske fingrene på kontorets toilet, efter jeg havde lagt papirene i de store stakke af ansøgninger, hun havde samlet på hendes bord.

Jeg fik ikke legatet til at starte med, men kom i stedet på venteliste. Da jeg først hørte om ventelisten, var jeg på nippet til at opgive det hele. Nogle dage senere var der dog en, der ikke kunne bruge legatet alligevel og det blev tildelt mig istedet. Nu vidste jeg, at jeg kunne komme afsted. Det var inden jeg havde fået svar på nogen af mine andre ansøgninger, men selv hvis de ikke gik igennem, kunne jeg tage et stort lån, så jeg kunne betale de mange skolepenge og i hvert fald være på skolen et år.

Men hvordan rejser man fra alting, til alle de andre ting, man endnu ikke har set? Jeg solgte min andelslejlighed, jeg havde haft i næsten 10 år og holdt en stor fest for mine venner i den. Jeg pakkede og smed meget ud og resten stillede jeg på min mors loft. Da dagen kom og jeg skulle flyve til Los Angeles, fulgte min far mig ud i lufthavnen i Kastrup. Jeg havde bygget en cykel jeg havde med i en stor taske, som vi kørte på en bagegagevogn. Da var det slet ikke så simpelt, som jeg havde troet – det at rejse ud er også at tage afsked og jeg kunne allerede mærke, at senere ville det at rejse tilbage være endnu en afsked og en genkomst til et sted, der havde ændret sig.

Skole eller Hospital

Jeg havde ikke noget kørekort da skolens første dage kom. Jeg cyklede fra Beverly Blvd. hvor jeg boede, til Union Station. Der tog jeg toget, 40 minutter til Newhall og cyklede de sidste tyve til skolen. Da jeg mødte de andre fra mit hold til ‘orientation’, havde jeg store svedpletter på ryggen og min pande var våd. Skolen var en stor betonbygning fra 70’erne bygget af Walt Disney. Der var næsten ingen vinduer og min afdeling, der lå i kælderen, havde lysstofrør og mørkebrune og grå væg-til-vægtæpper. Da de byggede skolen, var de ikke sikre på, om den ville blive en succes. Derfor byggede de den, så den altid kunne laves om til et hospital – det fortalt en af mine medstuderende fra året over mig. Lange brede lave gange – der farede jeg meget vild til at starte med.

Til ‘registration’ skulle jeg vælge klasser for de kommende semestre. Det var et vivar af køer til 5-minutters-samtaler, hvor man skulle forklare, hvorfor man gerne ville have den pågældende undervisers timer. Jeg skulle holde styr på om jeg fik nok ‘credits’ og på samme tid heller ikke have for mange. Fik jeg for mange skulle jeg søge en ekstra dispensation fra ‘the registrar’s office’. Jeg kunne vælge alt fra alle skolens afdelinger: Dans, Musik, Teater, Video og film, Critical Studies og Kunst. Der var meget spændende at vælge imellem, af semestrets tykke program, og det var svært at begrænse sig. Skulle jeg prøve afrikansk dans, tirsdag morgen? Eller var det bedre endelig at få taget hul på at læse Deleuze og Guattaris ”Tusind Plateauer”? Og hvad med fotografiets historie og filmklasserne, hvor man ugentligt så film sammen og diskuterede dem? Til slut endte jeg med en bred vifte af ting, stadig ikke helt sikker på hvordan det hele fungerede og om jeg havde valgt rigtigt.

Hver onsdag morgen mødtes vi og læste fototeori med Ines Schaber. Vi var et stort hold, der blandt andet gennemgik Walter Benjamins kanoniske tekst ”Kunstværket i dets Tekniske Reproducerbarheds Tidsalder” sammen. Her kom min tidligere interesse i kontinental filosofien mig til gode. Vi var mange med forskellige spørgsmål og indgange til teksten, dem kunne dele i fælleslæsningen om onsdagen. På samme tid begyndte jeg at filme på skolen. Jeg var blevet venner med Dennis fra HVAC-holdet, der har arbejdet på skolen siden 1981. Det er ham og hans hold, der holder ventilationssystemet og skolens air-condition kørende. Jeg brugte mange eftermiddage sammen med ham og han vidste mig de store ventialtorer og køletårene, der står på skolens aflåste femte sal og jeg fik lov til at filme ham vise mig rundt. I skolens juleferie, var jeg med til at skifte ventialtionsfiltrene og fik også lov til at filme der. Dennis kunne fortælle mig meget om skolen og var altid ivrig for at få besøg og vise hvad ham og Ray og de andre fra HVAC holdet havde gang i. Han kunne fortælle om dengang et stort jordskælv slog flækker i hovedebygningen, om hvordan tidernes skole-præsidenter har skiftet, hans søns arbejde med at designe udstyr til professionelle DJs, hvordan det gik med at spille trombone i hans band  og om de ansattes årlig show, hvor de spiller musik og laver performances for hinanden. Han var en varm og snu mand at møde, der kunne forklare mig alle de lange ganges smutveje.

Efter juleferien spurgte Ines Schaber mig, om jeg ville være hendes TA (lærerassistent). Jeg takkede ”ja” og hjalp ved andet semester med til at afvikle undervisningen for hendes to klasser. Det bestod blandt andet i at planlægge en fire-dages ørkentur med godt 19 medstuderende. Vi kørte op til Nevada, Colorado River og Hoover Dam, gennem Las Vegas og The Red Rock Mountains og ind i Death Valley. Jeg havde aldrig været i ørkenen før og selvom den hårde og tørre luft sugede alt fugt ud af mig, holdt de smukke bjerge og canyons, og solens graduerende farvelægning af omgivelserne, mig vågen. Jeg fik mange gode venner på den tur og jeg så 10 stjerneskud – måske flere.

Lektiebyrden ved CalArts var meget tungere end den, jeg kendte fra akademiet i København. Jeg havde ofte svært ved at følge med, men prøvede så godt jeg kunne. Nogle gange måtte jeg tage lidt pauser og fokusere på mit arbejde i mit atelier, hvor jeg kunne finde ro. Her lært jeg f.eks. at sy på YouTube, hvad blev en stor del af mit halvårs-show på skolen. Jeg købte en symaskine og undersøgte mønstre, hvordan man syer ting og begyndte at sy billeder. Det var en stor hjælp for mig at have noget, jeg kunne gribe om med hænderne, når skolen blev lidt for meget og der var for mange krav, som  jeg ikke altid kunne opfylde. Heldigvis synes mine underviser for det meste, at det var nogle spændende undersøgelser og projekter, jeg havde gang i og var forstående for, at jeg missede læsningen af en tekst eller to.

Den ugentlige eftermiddag hvor vi havde kritikklasse, var en stor nydelse. Her viste min medstuderende mig, hvad de gik og tænkte på. Vi fik lov til at snakke i timer om deres interesser og hvordan vi genkender, læser og ser forskelligt på tingene. På en skole hvor folk kommer fra hele verdenen, er der mange forskellige blik og det var en befrielse ikke længere at tage for givet, at vi alle sammen forstår ens og tænker på samme sprog, hvad godt kunne være sagen ved akademiet i København. Der var livlige diskussioner, uenigheder, skrøbelige forsøg der blev vist frem og færdige udstillinger, vi kunne tænke over. Der var meget på spil for folk der viste ting frem. Ofte reflekterede tingene nogle af de konflikter, der er at finde i det amerikanske samfund, men også andre steder i verdenen og man som billedkunstneren står med begge ben plantet i qua billedets politiske, sociale og personlige fællesgrund. De eftermiddage fik man ikke kun fik lov til at tage et kig ind i nord-amerikansk kultur, men også f.eks. singaporiansk, venezuelansk, dansk, kinesisk og mexikansk kultur pga. holdets sammensætning.

Inde i Byen

Jeg begyndte at date en fyr i Silverlake, inde i LA. Han lærte mig at køre bil ned af de skrå bakker af øvre echopark og omkring reservoiret. Han kørte mig til Passadena for at se film, til de tykke træer i Big Sur-skoven i regnvejr og til Venice en aften, hvor vi så Godard’s nye 3D film i en slidt, men fyldt biografsal. Han tog med hen til DMV’en den dag jeg skulle tage køreprøven. Jeg tog den i hans hvide Mercedes fra starten af 90’erne med en E430 motor. Jeg bestod ved første forsøg, og fik lov til at låne bilen til at køre i skole med.

Det tog mig noget tid at vænne mig til Los Angeles. I København hvor jeg er vokset op, og som jeg kender som ryggen på min hånd, er gaderne små og kringlet. Los Angeles er spredt ud over et område på størrelse med sjælland, en kæmpe by af landsbyer, forbundet af motorvejsbroer og dyttende bilkøer. Vejene fortsætter i det uendelige, og få kan finde rundt uden GPS. Mellem alting er der utroligt langt, men mellem nogle ting, der ligger lige omkring dig, kan du gå på fod. Skal du nogle andre steder hen, skal du flette dig ind og ud af motorvejene. Kører du ud på de forkerte tidspunkter, kan du ende i ‘traffic’ og være ’stuck’, i længere eller kortere tid. Bor du ved Elysian Park, skal du holde styr på, hvornår the Dodgers spiller og tage cyklen eller en lokal gåtur, de eftermiddage og aftener. Går du ud og spiser på Condor på Sunset og drikker margaritaer, må du tage en Über frem og tilbage. Tager du ud og handler, så tjek om butikken har ‘parking’. Tingene skal planlægges, så tiden er en helt anden end i København. Den er langsommere, mere kompliceret og på sin vis, alligevel i et andet højere gear på grund af byens størrelse.

En lørdag morgen hvor du bliver træt af alting, stiger du ind i bilen og kører ned langs kysten til La Jolla Cove. På de lange tomme strande samler du hullede sten, de er som skiver af forstenet ost. Eremitkrebsene spadserer i vandpytterne, der ligger i vandkantens bjergskorper, der stikker op af sandet og er trukket hullet af bølgernes brænding. Du smider tøjet og hopper i vandet, da du når et lille stykke ind i havets bølger, kommer der godt 20 meter længere ude en ryg til syne. Så en mere og pludselig nogle tykke mørke læber der stikker op af bølgerne, inden de kaster sig ned igen. Et sprøjt fra et hul i en af ryggene, når du at se. Det er en flok pukkelhvaler, som en malplaceret københavner nærmest er svømmet ind i.

At leve på usikker grund

De siger, at et af de helt store snart er på vej, men ingen synes at tage det alt for seriøst. De små jordskælv der kommer og går, bemærkes ikke rigtig, de snakker knapt nok om dem. Hvis det store kommer, skal man ikke køre ud i sin bil, og sidder du på motorvejen skal du køre ud til siden og holde stille. Motorvejsbroerne kan knække over, hvis det er et af de helt store. Det sidste store skælv havde center lige ved CalArts. Der er nogle plader der mødes der, siger de. Væggene og gangene fik revner med åbninger så store som 4-5 cm. Nogle undervisere snakker stadig om, at de ikke helt stoler på, at skolebygningen vil kunne klare et skælv mere. Alligevel er LA og CalArts steder, der bliver ved med at vokse.

Den originale ‘pueblo’ hvis gamle bygninger stadig står i Downtown, ved Alameda St., er et uvirkeligt mexicansk arnested. Det synes ikke, at kunne forklare skråningernes luksus villaer, swimming pools’ne, de mange hjemløses telte langs de løftede vejbaner og Koreatown’s boblende liv. Hvor kommer vi allesammen fra og hvorfor ender vi her, midt i ørkenen hvor forudsætningerne for leve er så få? Engang var det på grund af William Mulholland’s akvædukt, der bragte vand til landsbyen Los Angeles. Som et af de eneste steder i sin omegn havde byen masser af vand, det meste af det stjålet fra terræn nord for Los Angeles, Mulholland’s Los Angeles akvædukt. Vandet han hev op fra grundene, han købte i hemmelighed, efterlod bønderne i områderne med vandmangler og mange mistede muligheden for at dyrke deres jord, mens Los Angeles voksede sig stor. Nu har tørken i hele Californien varet i 4 år og Mulholland’s Water Company, der senere blev til nutidens Los Angeles Water Department, der stadig transportere vand til Los Angeles, kan dog ikke få det til at regne. Alligvel vokser Los Angeles stadig, men nu er det ikke længere vand folk flytter hertil for. San Francisco og New York er blevet for dyre og der er altid arbejde at få i Los Angeles. Kunstnerne flytter hertil, for at kunne leve billigt og for de der krydser den mexikanske grænse i håb om et bedre liv, er Los Angeles overklasse og hollywoods konstante behov for løsarbejdere en stadig mulighed for at få en nogenlunde fastindkomst og en ny begyndelse på livet.

Efter at have afsluttet første år af min toårige Master ved CalArts, står jeg nu ved en korsvej. Jeg kan tage et år mere og blive i LA eller jeg kan vende tilbage til Akademiet i København og fortsætte mit gamle liv. I den forstand var følelsen af afsked og genkomst, jeg havde ved siden af min far i lufthavnen i Kastrup, før jeg tog afsted, på sin plads. Jeg ved, at jeg ikke kan forlade København og mine venner helt, men på samme tid, er jeg slet ikke færdig eller rigtig begyndt at leve mit liv i Los Angeles. Det var først for nogle måneder siden, jeg begyndte at drømme på californisk. Og mine venskaber er stadig så nye, at der stadig er for meget at opleve med dem til at et lang distanceforhold, kan bære venskabet. Skolen der til at starte med var en stor forvirring for mig, synes jeg først nu jeg er ved at have lidt styr på. De samtaler jeg har startet med mine undervisere på CalArts og som jeg håber, vil fortsætte mange år frem, er stadig famlende og kræver mere tid, for at blive ordentligt etableret.

Jeg har bestemt mig for at blive et år mere og færdiggøre min MA inden jeg rejser hjem til København og afslutter min skolegang der på akademiet i København. Afgørelsen af om hvorvidt jeg kan blive ved CalArts og afslutte min MA, ligger nu i de forskellige fondsbestyrelser, de er de eneste, der kan give mig råd til at betale for endnu et års skole gang i Californien. Mens jeg er hjemme på sommerferie i København går jeg og krydser fingre og drømmer stadig om syd Californiens bjerge.