Print

National Institutes of Health, Maryland

Af Florence Chia Chin Tan, DAF 2013-14

Som det er tilfældet for flere andre DAF og Fulbright grantees, blev også min mange-årige drøm om et udlandsophold en realitet ved modtagelsen af en vis tyk kuvert. For det vil jeg gerne sige en stor og uforbeholden tak til Danmark-Amerika Fondet.

En begyndende hverdag
Ankomsten og starten på mit ophold var lige på og lettere tumultarisk. Jeg ankom til Baltimore en tidlig aften og blev vel modtaget af en sød kvinde, hos hvem jeg havde fået logi til den første måned. Tanken var, at jeg herfra ville have lidt tid til at få et indtryk af byen og finde et mere permanent sted at bo. Da jeg var blevet noget forsinket med visum-processen, stod jeg allerede næste morgen nede ved hovedindgangen til National Institutes on Aging (NIA), et af de 27 institutter under USA’s største offentlige sundhedsvidenskabelige forskningsinstitution National Institutes of Health (NIH).

De næste få uger gik med at lære laboratoriet og mine kolleger at kende, og ikke mindst læse op på den uendelige mængde baggrundslitteratur til mit projekt. Samtidigt skulle jeg have et amerikansk tlf. nr., oprette en bankkonto og søge om et social security number (SSN), for ikke at nævne den uendelige række af blanketter og online-kurser, der skal udfyldes og tages, når man er nyansat i en offentlig institution i USA. Det var også i denne periode, jeg måtte sande at den offentlige transport, særligt den medfølgende ventetid, var anledning til uholdbar stor frustration. Craigslist blev svaret på mange af mine problemer. Jeg startede fx med at købe en cykel. Dernæst fandt jeg et sted at bo.

Netop boligsituationen vil jeg tillægge en stor del af grunden til at jeg lynhurtigt faldt godt til i min nye hverdag. Jeg flyttede ind i et typisk Baltimore’ansk rækkehus i tre etage med en lille bitte baghave og en roof-top terrasse på toppen. Med huset fulgte tre amerikanske roommates. Det viste sig at være et overraskende godt match, og måske endda for godt, for det gav ikke anledning til noget nævneværdigt ”culture clash”. De var medicinstuderende, dedikerede cyklister, demokratere nærmest hældende til socialister (som alle europæere er kendt for at være). De holdt sig opdaterede via ”The Economist” og ”The Daily Show”, købte ind i Whole Foods og dyrkede krydderurter i hjemmebyggede plantebede. Når det er sagt, var de jo dog stadig amerikanere med et mærkbart forskelligt udgangspunkt fra mit eget. At vi alligevel var enige om overordnede værdier muliggjorde givtige og ærlige udvekslinger om livet og samfundet i USA uden behov for større diplomatiske vendinger og frygt for at træde nogen over tæerne.

Autentisk amerikansk
Alt hvad jeg havde ladet mig fortælle om Baltimore inden afrejse, var baseret på byens portrættering i tv-serien ”The Wire”, der løseligt kan opsummeres til noget med en masse kriminalitet og stofhandel. Byen indtager fortsat høje placeringer på diverse kriminalitets statistikker, men det sidste årti har Baltimore også undergået en række by-forbedringsprojekter og den hårde kriminalitet bliver stadigt skubbet længere ud af byen. Det sociale skel er slående, idet byen fortsat er fattig og billig at leve i, og befolkningen overvejende er sorte og af arbejderklassen. På den anden side har de med Johns Hopkins et af landets bedste universiteter og hospitaler, med Maryland Institute College of Art (MICA) og Peabody Institute, en hhv. meget anerkendt kunstskole og musikkonservatorium, desuden et meget rigt kulturliv.

Også holdningen til sikkerhed i hverdagen var meget divergerende. Jeg tog hurtigt rådet om ikke at gå og tale i mobiltelefon på gaden efter mørkets frembrud til mig, men det var også den eneste forholdsregel jeg holdt mig til. Et særligt amerikansk begreb er de såkaldte ”food desserts”, der angiver områder, hvor der er så langt til nærmeste supermarked, at det for den ikke bil-ejende del af befolkningen i praksis er umuligt at få fat i frisk frugt og grønt. Om end Baltimores food desserts formentlig ikke var at måle sig med de største, var det uden tvivl en by, der var mest tilgængelig i bil. Derfor tog jeg også tidligt beslutningen om at gå ”all-in”, købe en bil og til fulde leve det amerikanske liv. På trods af at det var et gammelt skrog, nemlig den billigste jeg kunne finde, elskede jeg min Chevy for alle de oplevelser den gav mig. Dette talte udflugter til Washington DC, gåture i omkringliggende skovområder, shoppingture til de store malls og en to uger lang road-trip i slutningen af mit ophold.

Laboratoriet
Langt hovedparten af mine vågne timer spenderede jeg i laboratoriet. Da jeg i sin tid besluttede mig for at læse til læge, besluttede jeg samtidigt at en stor del af mit arbejdsliv skulle gå med forskning. Neuro-nørden i mig var derfor også svært begejstret over muligheden for at opleve arbejdsgangen i et af verdens mest velansete og ressourcerige laboratorier under ledelse af vor tids mest citerede neuro-forsker. Nogle elementer af arbejdet, som fx arbejdspresset og –moralen, levede fuldt op til mine forventninger; nogle elementer, antallet af utroligt inspirerende foredrag og oplæg fra top-forskere inden for deres felt, deriblandt flere nobelprismodtagere, overgik langt mine forventninger; og så var der forskningen i sig selv. Med forskning går ting sjældent som planlagt. Således fik også jeg lov til at tilbringe en god del af min arbejdstid på at trouble-shoote og optimere mit forsøgs set-up. Men på trods af at trouble-shooting sjældent er en del af projektplanen, er det en uundgåelig del af forskningsarbejdet, en givende læringsproces og en uvurderlig evne at tage med sig. Det er ikke mindst i trouble-shooting processen, man etablerer gode samarbejder med sine kolleger og generer nye idéer.

Tidligt i opholdet måtte jeg også indse at arbejdet som forsker indbefatter mange opgaver væk fra laboratoriebænken. Alt fra at holde sig opdateret på ny litteratur, præsentere egne og andres data ved Journal Clubs, lave statistik på sine data og at formidle sig skriftligt, er tidskrævende og kræver træning. Ud over de konkrete tekniske færdigheder jeg fik oparbejdet, husker jeg dog primært et yderst internationalt arbejdsmiljø, der gav anledning til nogle fantastiske kollegiale sammenhold og sjove oplevelser både i og uden for laboratoriet. Af sidstnævnte tæller fx ugentlige fodboldkampe, lejlighedsvise fødselsdagsmiddage, og udflugter til kampe med de lokale helte – The Orioles, byens baseball hold.

Refleksionerne
Når jeg ser tilbage på mit liv i Baltimore tænker jeg, at jeg levede en simpel luksustilværelse. Ikke at have familie, kæreste eller nære venner omkring sig, intet forpligtende studiejob og faste fritidsaktiviteter, er måske nok kun ønskværdigt i en begrænset tidsperiode, men ikke desto mindre gav det mig et befriende pusterum til at fordybe mig og fokusere på én opgave, nemlig arbejdet i laboratoriet. Resten af tiden var fritid, som jeg havde til min egen fri disposition og altså kunne planlægge ret egoistisk.

Jeg kan således klart anbefale at tage sådan et ophold; væk fra alt og alle velkendte elementer i ens liv. Desuden vil jeg opfordre til at få amerikanske roommates – det giver en fantastisk indføring i en amerikansk hverdag; Køb en bil, hvis ikke der er virkelig god offentlig transport – det giver mulighed for at tage på små dags- og weekendudflugter; Søg om et SSN – alle officielle og mindre officielle ansøgninger er lettere med et SSN. Derudover, undersøg hvad der sker i lokalmiljøet. Jeg gik fx til optagelsesprøve og kom til at spille med i Johns Hopkins amatør symfoniorkester. Det var sjovt, jeg fik plejet en hobby, jeg normalt ikke har tid til herhjemme, og derudover fik jeg nogle ekstra venner ud af det.

Tilbage i København savner jeg nu min simple luksustilværelse. Det har været et fantastisk og uforglemmeligt år. Tusind tak til DAF og god fornøjelse til jer, der er på vej afsted!